Krigen der måtte komme

Udgivet af forlaget Klim i 2004
ISBN: 87-7955-281-1

Forlaget Klim - hjemmeside

Citat fra bogen "Krigen der måtte komme".

Bringes med tilladelse fra forlaget Klim

Avisen 'The New York Times' bragte d. 11.10.2002, en artikel der delvist gengives i ovenomtalte bog.
    [...] angiver at her er noget af det oprindelige citat sprunget over.

---

"Ledende embedsmænd i regeringen sagde i dag, at Det Hvide Hus er i gang med at udvikle en detaljeret plan - ud fra samme model som efterkrigsbesættelsen af Japan - for indsættelsen af en af USA ledet militærregering i Irak, hvis USA styrter Saddam Hussein. Planen indbefatter også, at irakiske ledere stilles for en krigsforbryderdomstol, og en overgangsfase til en valgt civilregering, en overgangsfase, der kan vare måneder eller år.
Til at starte med vil Irak blive regeret af en amerikansk militærperson, måske general Tommy R. Franks, leder af de amerikanske styrker i Den Persiske Golf, eller en af hans underordnede. [...]
I forbindelse med overvejelserne om en besættelse nedtoner regeringen betydningen af den irakiske opposition, som ellers var tiltænkt en rolle i en regering efter Hussein. Frem til nu har det været antaget, at en samling af dissidenter både inden for og uden for landet ville danne en regering, men det blev aldrig klargjort, hvornår de kunne overtage den fulde kontrol. I dag diskuterede regeringen for første gang den mulighed, at koalitionsstyrker anført af USA skal stå for en langvarig besættelse. Embedsmænd siger, at de ønsker at undgå det kaos og den interne kamp, som har plaget Afghanistan siden Talebans nederlag. Bushs rådgivere udtaler, at de også ønsker at have fuld kontrol over Irak, mens koalitionen anført af USA udfører deres primære mission: at finde og destruere masseødelæggelsesvåben.
Adspurgt, hvad der ville ske, hvis det amerikanske pres førte til et kup mod Saddam Hussein, sagde en ledende embedsmand: 'Det ville være rart.' Men embedsmanden gik ud fra, at det amerikanske militær ville trænge incl og sikre landet alligevel, ikke kun for at ødelægge masseødelæggelsesvåbnene, men også for at sikre mod anarki. [...]
Så længe koalitionspartnerne administrerer Irak, vil de i realiteten kontrollere verdens næststørste påviste oliereserver, oliereserver, der udgør næsten 11 procent af de samlede forekomster:
Embedsmænd i regeringen sagde, at de var på vej væk fra den strategi, der blev fulgt i Afghanistan, hvor man med det samme etablerede en midlertidig regering styret af landets egne indbyggere. Flere ledende embedsmænd i forsvarsministeriet støtter ellers denne holdning (den afghanske løsning), men udenrigsministeriet, CIA og i sidste ende også Det Hvide Hus var noget kølige over for tanken. 'Vi er ikke helt sikre på, hvilken indflydelse grupper udefra vil have på dem indenfor', sagde en embedsmand fra regeringen. 'Der vil også være forskelle mellem irakere, og vi vil ikke risikere kaos og anarki i den første del af processen.' [...]
I lørdags holdt Zalmay Khalilzad, præsidentens specielle udsending i Den nære Orient, Sydvestasien og Nordafrika, en tale, hvor han sagde, at 'koalitionen vil tage [...] ansvaret for forsvaret af territoriet og Iraks sikkerhed efter befrielsen. Vores hensigt er ikke at erobre og besætte Irak. Men vi gør det, der er nødvendigt for at afvæbne landet og gøre Irak klar til en demokratisk overgangsfase og med tiden til demokrati.' 'Irakerne kan måske via en rådgivende forsamling hjælpe koalitionens militær og senere en civil administration', sagde en topembedsmand i dag. Først efter denne overgangsfase vil en regering ledet af amerikanerne afgive magten til irakerne. Han sagde, at de væbnede irakiske styrker vil blive 'minimeret', og at ledende folk i Baathpartiet, som kontrollerer regeringens ministerier, vil blive fjernet. 'Meget af bureaukratiet vil fortsætte under det nye styre', tilføjede han."
Citat fra "Krigen der måtte komme" slut.

---

Flere links til den nykolonialisme, (læs besættelse) som Bush-administrationen har indledt i mellemøsten:

Indisk tænketank, RUPE

RUPE, er den indiske organisation der oprindeligt har skrevet og udgivet den bog som ovennævnte citat er hentet fra. Inderne ser på verden med andre øjne end vi er vant til, især nu hvor vi på godt og mest ondt, er med i besættelsen af mellemøsten og tvangs- indførsel af en amerikansk ledet "markedsøkonomi", som betyder oliekøb til priser fastsat af USA, og hvor profitten havner i, gæt 3 gange, eller se løsningen herefter, spejlvendt: .

Selv Danmarks Radios berømte "objektive" journalister kan få noget at vide her, som de måske gerne må viderebringe, hvis Bush ikke har fået det stemplet som krigshemmeligheder.

---

Den følgende tekst er hentet og oversat af undertegnede, fra RUPE, på flg. adresse:

http://www.rupe-india.org/34/behind.html

Begrundelsen for at invadere Irak.

Det følgende er en kort gennemgang af de emner der kommenteres i denne omgang.

Den amerikanske imperialisme har tilkendegivet sin hensigt om at besætte Irak og fremkalde et regimeskifte. Den overhæn- gende invasionsfare er kulminationen af de bestræbelser USA har arbejdet på at gennemføre i de sidste ti år.

Angrebet på Irak i 1991, under dække af at ville befri Kuwait, kostede ikke bare et overvældende stort antal mennesker livet, men blev derefter med fuldt overlæg, systematisk brugt til at ødelægge hele den civile infrastruktur i Irak. Elleve år med sanktioner har påført landet en fattigdom uden sidestykke, og fremkaldt hvad en senior medarbejder ved FN offentligt har omtalt som "folkedrab", ved systematisk at udsulte landet på de mest basale områder. Irak tillades end ikke at bruge indtjeningen fra sit oliesalg, som landet selv vil. Flyveforbudszoner og gentagne bombninger helt uden legale begrundelser, har overtrådt landets basale suverænitetskrav og dets krav på sikkerhed. Under beskyttelse af USA og England, har pro USA kurdiske tropper kunnet gøre som det passede dem i det nordlige Irak. Under dække af våbeninspektion har USA, England og Israel uhindret kunnet gennemføre spionage imod landet længe før det kom til truslen om at besætte Irak.

Nu skal vi imidlertid til at overvære en ny dramatisk udvikling i affæren, noget der vil få langtrækkende konsekvenser:
En uimodsigelig imperialistisk besættelse af hele Irak.
Desuden rapporterer den amerikanske presse vidt og bredt, at de forenede stater planlægger at bruge invasionen af Irak som springbræt for en drastisk omformning af hele Vest Asien. Embedsapparatet bag præsident Bush udarbejder nu invasionsplaner for flere forskellige lande i hele området, herunder Iran, Saudi Arabien, Syrien, Libyen, Ægypten og Libanon, som er blandt de lande der omfattes af planerne. Samtidig med alt dette, vil Israel gerne gennemføre en form for endelig løsning på spørgsmålet om hvad der skal ske med palæstinenserne, - hvad enten det nu skal udformes som en masseudvisning, eller som kolonisering af de palæstinensiske områder.

Retfærdiggørelsen af USA's imperialisme, som føres i marken før den kommende invasion af Irak er helt hen i vejret og ofte selvmodsigende. Argumentationen er helt anderledes end det var tilfældet i 1991 før Golfkrigen og før invasionen af Afghanistan, idet USA denne gang mangler selv et figenblad, som undskyldning for sin krigstorden. De førende amerikanske og engelske medier er endnu engang kommet frem i forreste linie som fodfolk for den kampagne der skal få folk til at slutte op bag krigen. Bortset fra i England og i Israel, har resten af verdens lande enten udtalt sig imod det planlagte angreb, eller de har i det mindste forsøgt at lægge afstand til planerne. Den offentlige mening udenfor England og i Israel må siges at være imod et angreb, og selv i det stærkt indoktrinerede USA er den offentlige mening ved at undergå et hurtigt skifte. Hele verden og USA har oplevet en bemærkelsesværdig protestbølge her forud for angrebet. Mest bemærkelsesværdigt er tegnene på at et længe ventet oprør er under udvikling i Vest Asien. Mens adskillige arabiske vasalstater grundet pres fra USA har givet deres opposition mundkurv på og mens enkelte vil stille baser til rådighed for USA's angreb er flere stater i området begyndt at føle deres egne folks vrede. Det står klart for magthaverne i USA at hele operationen lokker med enorme gevinster, men også store udgifter og overhængende politisk risiko.

Alligevel er de fast besluttede på at fortsætte. Selv om man i begyndelsen hørte enkelte røster mane til forsigtighed, blandt ældre amerikanske eksperter i storpolitik og blandt politiske topfigurer i USA, ser det nu ud til at der er skabt en bred politisk konsensus i den herskende klasse i USA om at iværksætte denne helt usædvanlige eventyrturisme, som et ensidigt angreb må siges at være. Måden, som USA's præsident var i stand til at mase ansøgningen om tilladelse til at gå i krig gennem kongressen, ved at kræve mandat til en lynkrig helt uden at være bundet af faste aftaler om hvor meget han måtte satse, viser at store dele af den amerikanske industri, (og ikke kun olieindustrien) har vital interesse i krigen. Det er værd at bemærke sig at på trods af tilbagegang, og økonomisk usikkerhed, på trods af et stigende budgetunderskud og underskud på handelsbalancen, er USA villig til at mønstre de beløb som det vil kræve bare at indlede disse omfattende militære operationer. Tilsyneladende stoler den amerikanske industris sammenslutninger på at de mulige gevinster vil kunne retfærdiggøre krigen, og at de ved at undlade at angribe ville lide store tab.

Det er mere eller mindre offentligt kendt at den umiddelbare gevinst er beslaglæggelsen af oliereserver af et så umådeligt stort omfang, at vi skal helt tilbage til kolonialismens blomstringstid for at finde noget lignende. Forventningen om hvad der måtte være af reserver i det Kaspiske hav blegner fuldstændigt når de sammenlignes med irakiske olierigdomme. Irak råder over verdens anden største oliereserve, (for tiden anslået til 115 milliarder tønder, men længe udskudte olieeftersøgninger, vil sandsynligvis øge disse forventninger til 220-250 milliarder tønder olie). Desuden er den irakiske olie, sammenlignet med olien i Saudi Arabien, Kuwait og Iran langt den billigste at udvinde. USA tilbyder helt åbenlyst Frankrig og Rusland, der begge har enorme kontrakter med det nuværende irakiske regime som ikke kan udvindes, grundet sanktionerne, store lunser af kagen når invasionen er gennemført som modydelse for at få deres stemmer i FN's sikkerhedsråd.

Kontrol med brændstofreserverne og olierørledningerne giver åbenbart anledning til grundlæggende overvejelser vedrørende udformningen af USA's kommende imperialistiske verdensherredømme, - bemærk langtidsanbringelsen af amerikanske styrker i Afghanistan og tværs over Central Asien, helt til Balkan, bemærk indsættelsen af amerikanske tropper i Filippinerne, og det vedvarende pres som USA udøver mod Indonesien for at lade USA deltage i fjernelsen af islamiske fundamentalisters indflydelse i området. Bemærk den iver hvormed USA presser på for at komme ind i Colombia og deres forsøg på at få afsat præsident Hugo Chaves i Venezuela. (Bemærk hvordan den iver der driver USA's forsøg på at opnå indflydelse på landene i det nordlige Sydamerika til forveksling ligner tilsvarende forsøg i Vest Asien). USA er især interesseret i at få anbragt en stor troppestyrke så tæt på Sauda Arabien som muligt, i forventning om at landets regime enten væltes eller at der i det mindste sker store ændringer i landets ledelse. Sauda Arabien råder over verdens største olierigdomme.

USA overvejer selvfølgelig hvordan de kan bruge angrebet på Irak som springbræt til en storstilet 'politisk udrensning' i hele området, efter samme retningslinier som man efter lange overvejelser benyttede på Balkan og nu fortsætter med i Afghanistan-Pakistan. USA er endda villig til at lade invasionen af Irak fremprovokere oprør i andre lande i området, for dermed at opnå en begrundelse for at invadere disse lande også. At alt dette ikke kun er påfund ses tydeligt i forskellige politiske dokumenter hvis forfattere enten stammer fra det amerikanske militær eller hvor der er tale om at ledende personer i militæret og i den amerikanske udenrigspolitiske administration har bestilt forskellige dokumenter vedrørende emnet.

I forbindelse med ovenstående findes en mere langsigtet tankegang i USA's angrebsplaner. Ikke bare er USA i højere og højere grad afhængig af olien fra Vest Asien for at dække sit eget forbrug, landets besættelse af golfens olielande har også til hensigt at sikre USA's overlegenhed blandt de andre imperialistiske magter. Den globale krise der skyldes overkapacitet i produktionsapparatet vidner om den underliggende svaghed i den amerikanske realøkonomi, der igen resulterer i at landets handels- og budgetunderskud galopperer. Euroen udgør nu et pålideligt alternativ til den status dollaren hidtil har haft som global reserve møntfod, og det truer USA's evne til at betale for sit underskud ved som hidtil at opsuge de fleste af verdens opsparede midler. I USA forventes det at besættelsen af Irak, og hvad USA ellers har planlagt for området, direkte vil blive til fordel for de store amerikanske virksomheder, (olie, våben, byggeindustri og finansfirmaer), selvom der samtidig lukkes af for virksomheder fra andre imperialistiske lande. Heraf følger at USA regner med at kunne forhindre at olie i større mængder, begynder at blive handlet i euro, og ad den vej regner de med at kunne bevare dollarens overherredømme.

Set i et større perspektiv venter USA at sådan en gang anskuelsesundervisning, i hvad globalt overherredømme betyder, (via såvel sin hær som sin rådighed over langtrækkende våbensystemer), vil afholde andre imperiale magter, så som EU fra at udfordre landet. Set i dette lys må de igangværende bestræbelser betragtes som liggende i forlængelse af Pentagons Forsvarsplaner fra år 1992 (Defense Planning Guidance), hvori man slog til lyd for at andre stormagter skulle forhindres i at opnå så meget styrke at de med tiden kunne blive en reel udfordring til USA's eneherredømme. Europæisk fodfæste i Iran kunne være med til at skabe en euro-baseret olieøkonomi der, og dette er måske den virkelige forklaring på den noget mystiske indlemmelse af Iran i ondskabens akse.
Af netop disse grunde står USA overfor en større modstand fra Frankrig, Tyskland og Rusland om forholdet til Irak, større end uenighederne tidligere har været om udenrigspolitik, i nyere tid. Siden sovjetstatens sammenbrud er der ikke noget imperialistisk land som har haft de fornødne muskler til at standse den amerikanske enegang og de andre magter har koncentreret sig om at redde sig deres del af levningerne i den tidligere sovjetunion, samt om at forøge deres udplyndring af den tredje verden. Dog er det ved at gå op for disse lande, at det som er i gære netop har til formål helt at udelukke dem fra nogen reel chance, i forsøget på at opnå virkelig jævnbyrdighed med USA på lang sigt. Netop bestræbelserne for at opnå denne status er jo ellers selve årsagen til EU's opståen.

Samtidig vil USA via sin uindskrænkede magt over områdets oliereserver, kunne skabe sig en rigtig god løftestang i sit forhold til Kina, som vil blive mere og mere afhængigt af olie i løbet af de næste ti år. USA betragter også det kapitalistiske Kina som en mulig trussel overfor sine planer om at dominere i såvel Fjernøsten som Sydøstasien. USA har taget forskellige skridt for at standse Kinas planer om at opnå uhindret adgang (det vil sige ikke være underlagt USA's herredømme), til olien fra det vestlige asien og det Kaspiske hav. USA er allerede militært til stede overalt i det olie- og gasrige Centralasien, og står nu i begreb med at opnå samme fodfæste i den langt rigere vestlige del af asien.

Selvom visse omstændigheder har fået USA til at søge sin resolution om Irak vedtaget i FN's sikkerhedsråd, har USA nu åbent udtalt at FN har udspillet sin rolle. Dette var essensen af præsident Bush's tale i FN forsamlingen, hvor han erklærede at FN ville være at betragte som et komplet ubrugeligt forum, med mindre de blåstemplede USA's eneherredømme. Denne ny doktrin er indeholdt i et dokument som kaldes Amerikansk Sikkerheds Planlægning (US National Security Strategy). Heri forbeholder USA sig retten til såkaldte før-trussels angreb på "opdukkende" eller mulige farer og advarer endvidere om, at landet er villigt til at handle alene hvis nogen af de andre imperiale magter ikke følger trop. I forlængelse af sin ny doktrin er USA nu systematisk gået i gang med ensidigt at revidere de eksisterende internationale aftaler om brug af atomvåben.

For at kunne føre sine planer ud i verden, vil USA, som allerede er ved at have forstrakt sig hvad forsyningslinier angår, nu være nød til at strække sig endnu længere. Ikke bare har landet hurtigt øget sine fremskudte militære poster over hele verden fra Filippinerne til asien, (central såvel som syd og vest), og helt til Latinamerika, men har også påtaget sig rollen som egentlig besættende magt i Afghanistan, ligesom landet åbenbart har til hensigt med i hver tilfælde Irak. USA spreder altså sine stridskræfter, samtidig med at der opstår en mere hårdnakket modstand, end tilfældet var under den form for indirekte styre som ellers har været den fremherskende måde at styre på i de neokoloniale områder. I forventning om en stærk vækst i udgifterne til de nye opgaver, har bürokraterne i både USA og England fået travlt med at forberede den teoretiske retfærdiggørelse for denne nye gren af neokolonialisme. Samtidig er der bestræbelser i gang på at styrke det hjemlige undertrykkelsesapparat i USA, krav om at folk underkaster sig myndighedernes luner og andre fascistiske tiltag ser dagens lys.

Den samtidige tilsynekomst af en verdensomspændende folkelig opposition og modstandskamp, såvel som modstanden fra de andre imperiale magter og den dybtgående svaghed i den amerikanske økonomi lader ane at begivenhederne ikke vil udvikle sig helt som de amerikanske imperialister ønsker.