Indhold Kajak



Kajak historier fra de syv have, ikke alle lige troværdige.
 

Ømme håndled -

Spørgsmålet er: "Har du den rette pagaj,
- eller ror du blot forkert?"

- OBS - OBS -
Denne side handler om almindelige pagajer, som der findes en sand vrimmel af. Opmærksomheden henledes på at der findes en særskilt side om at ro med wingpagaj. For der er kun een måde at ro med en wingpagaj.
Den rigtige. Passer metoden dig ikke, så er det en anden slags pagaj du skal have fat i. Denne side handler netop om hvordan man ror med andre slags pagajer end wingen.

Ømme håndled
Mange tror at ømheden er en følge af at de ror for lidt, men det er langt fra altid tilfældet. De fleste gener fra roning skyldes forkert rostil. Hvis du fra starten har fået galt fat på tingene, kræver det omtanke at lave om på senere, men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Selv har jeg to rostile. En lav, flad til hårdt vejr, og en 45° til magsvejr.

Hvordan ror man rigtigt?
Et blik på tegningen herunder, afslører at pagajen (pagajerne) ikke har et fælles omdrejningspunkt, men at punktet forskydes. Det skyldes at man skubber med højre hånd, når ro-taget foregår i venstre side, mens man trækker med venstre, samt at den hånd der er øverst under rotaget (skubbehånden) heller ikke er løftet til samme højde hele tiden.
At ro rigtigt vil sige at pagajbladet sættes i vandet, så hele pagajbladet er undervands og så det har den rette vinkel i forhold til den retning man derefter skal trække bladet i.

Trækretningen er næsten givet på forhånd
Med almindelige pagajer som denne, går den fra for til agter, i en ret linie langs kajakken. Dog uden at komme for langt agterud.
Til gengæld skal man helst så langt frem ved isætning som muligt. Det område den røde kasse dækker, viser at når pagajen når så langt tilbage, begynder man at løfte vand, hvilket ikke giver nogen fremdrift, men blot trætter.
Rotaget bør derfor stoppe lige før bladet når ind i rødt område.


Stands rotaget før rød kasse med
almindelig pagaj, med højt løftet,
stejl, pagajføring


Vandløftning
Et blik på roere i almindelighed, viser at vandløftning er en kær hobby for mange.
Jeg skal gerne medgive at det lyder af noget når kajakken kommer brusende under kaskader af vand, som en hjuldamper. Desværre kommer der ikke ekstra fart ud af vandløftningen.
Med den almindelige pagaj kan man ellers ro næsten lydløst, hvis man husker at stikke bladet helt ned i vandet. Hvis man ikke stikker bladet helt ned under vandet, trækkes der luft ned bag pagajbladet under rotaget, og den mister sit greb i vandet. Når man lærer sig at ro uden disse gurglende lyde af luft der suges ned i vandet, foran pagajbladet, får man meget mere ud af sine kræfter.

Eksempler på uheldig pagajføring.




Eksempel 1. Pagaj dykker ned.

Eksempel 1
Hvis pagajbladet har en vinkel, hældning, der ved passage midtskibs ser ud som på tegningen her ovenfor, går det galt. Pagajen trækkes i retning nedad på tegning. Pagajen dykker for langt ned i vandet og smutter ind under kajakken, med risiko for at båden tipper, til venstre.


Eksempel 2. Pagaj søger opad.

Eksempel 2
Hvis pagajbladet har en vinkel, vridning, der ved passage midtskibs ser ud som på tegningen herover, går det også galt. Pagajen tenderer mod at komme op over vandet og skøjte henover overfladen. Her kan resultatet også blive at man tipper rundt, dog til højre denne gang.

Venstre side
Begge disse uheldige pagajstillinger optræder som regel i venstre side, fordi pagajen hos de fleste, roterer løst i hånden, i venstre side. I højre side hvor man holder skaftet fast, går pagajen oftest rigtigt i vandet.

Sæt dig i en kajak og prøv dig frem
Det som afgør om pagajen kommer rigtigt i vandet i venstre side, er hvor højt højre hånd er løftet, når venstre blad rammer vandet. Sæt dig i en kajak og prøv dig frem. Eller på en stol med en kost. Du vil kunne iagttage at venstre blad roterer afhængigt af hvor højt du løfter højre hånd, når pagajen holdes i et fast greb i højre hånd. Forsøget udføres med fremstrakte arme, og højre håndled holdes selvfølgelig strakt. I ligestillingens navn skal det oplyses at disse råd gælder for højrehåndede roere. Venstrehåndede må selv bytte om.
Altså rovinklen med en given pagaj afgøres af dens skivning. Du er med andre ord tvunget til at løfte din højre hånd og pagaj til en bestemt højde for at sikre dig at venstre blad går korrekt i vandet.

Skivning bestemmer rovinkel
Skivning er den vinkel bladene er vredet i, i forhold til hinanden. Hvis du som jeg, er mageligt anlagt, så afpasser du skivningen således at den passer til din foretrukne "pagaj i vand sætnings vinkel." Fremover kaldet rovinkel. Tegning af »skivede« blade herunder:



Skivning.
Når højre blad er lodret,
er venstre blad »vredet«
således, ved en skivning på 45°
Rovinklen
Rovinkel betyder den vinkel, i forhold til vandret, du med højre hånd skal løfte pagajens skaft op til, for at venstre blad går korrekt i vandet, når højre håndled holdes strakt. Vinklen måles mellem vandoverflade og pagajskaft. Da skivning bestemmer rovinkel, følger heraf at du må ændre skivning på pagajen, for at kunne ændre din rovinkel. Tegning herunder:



Rovinkel er den vinkel pagajens
skaft danner i forh. til vandet.

Ry Roklubs wingpagajer er skivet til 60° og 70°
Det er en vinkel som mange er tilfredse med, men som nogen får ondt i håndleddene af at ro med. De som får ondt i armene er dem som ikke har gennemskuet sammenhængen mellem skivning og rovinkel, og som derfor ikke løfter armene højt nok.
Hører du til denne gruppe, så bør du overveje at skifte til en anden pagajtype. Læs tappert videre, herunder.

Vredne håndled bliver ømme
For at kompensere for den for lille rovinkel, vrides oftest højre håndled, for at venstre blad kan få sin rette gang i vandet. Håndled som belastes med træk og skub, kan ikke holde til samtidig at blive vredet.
Da klubbens pagajer alle enten er eller bliver skivet til over 70°, så må du for at undgå skader vælge en af følgende løsninger.

Løft armene, eller sig farvel til wingpagajen
Enten må du lære at løfte armene højt nok når du ror med pagajer skivet i 70°'s vinkel, eller du må købe dig en pagaj selv. Du siger dermed farvel til wingpagajen, som kun kan ros højt løftet, hvis du altså vil have det fulde udbytte af dine anstrengelser.
Køb dig en almindelig pagaj, gerne en af dem som kan skives om og afkortes løbende, efterhånden som du finder ud af hvad der er bedst for dig.

Skivning
Der findes pagajer skivet helt op til 88-90°, eller lige derunder, Struer Racing fx. Det er dog et særsyn, de mest almindelige skivninger går fra 45° til 80°.

For stor skivning
Langt de fleste ror med for stor skivning i forhold til deres rostil. Folk som ror forkert får ondt i arme og håndled, og så holder det op med at være sjovt at ro kajak. Nogen holder helt op med at ro, og det er jo en værre historie. Mange flinke og søde mennesker som kunne have været en gevinst for deres klub, er i tidens løb holdt op igen på grund af ømme håndled. Det er synd og skam, og det må der gøres noget ved.

Glem alt om wingpagajer
Køb dig en almindelig pagaj som kan indstilles til den skivning, der passer til din rostill, og som trinløst kan indstilles til din rette skivningsvinkel. Instruktørens rituelle manen om at folk bare skal lære at løfte pagajen til den rette vinkel er, desværre, spildte ord.

Vi er magelige,
Vi ror for sjov,
Og det vil vi have lov til,
Basta.

Derfor er der kun en vej frem. Køb dig en stilbar pagaj.
For du kender ikke den rette skivningsvinkel, før du har prøvet dig frem. Hvilket bliver nød til at ske med en pagaj som kan indstilles. Så du kan lige så godt springe i det som krybe, og købe dig en pagaj som kan indstilles. Det er ikke så dyrt som du tror. Alt hvad du risikerer er et blive glad for at ro.
Når du har købt den, så ro dig nogle lange ture, med lidt forskellige ændringer i skivningsvinklen, fra gang til gang. Mens du tænker på og finder ud af hvad skivningen betyder for den vinkel dit skaft har i forhold til vandoverfladen.
Start med en høj skivning, tæt på den skivning du er vant til. Efterhånden som du får roet nogle kilometer, og får nogle erfaringer, så kan du skive din pagaj nedad, til du finder den vinkel der passer til netop din rostil.
Husk blot på at højre håndled altid skal være strakt når du ror, uanset hvilken skivning du vælger. Når du sørger for det, finder du din rette rovinkel ganske uden problemer.

Når du er ved at være sikker på hvilken vinkel der passer til dig, bør du ro i en periode med den samme skivning, for at du kan være helt sikker på hvad der tjener dig bedst. Du skal først stille dig tilfreds når du kan ro så langt du vil uden at få ømme håndled. Ture på under 10 km tæller ikke rigtigt i denne forbindelse.

Du skal ikke begynde at tænke på at lime din pagaj fast i en ny indstilling, før du har roet op imod et par hundrede kilometer med en indstilling du er glad for. Du kan nemlig ikke skille den ad når den først er limet, uden at svække pagajen

Gør det selv
Føler du glæde ved håndens arbejde, kan du lave dig en pagaj selv, måske en Aleut, klik på Aleut, øverst til venstre.

©CGM2004
Aleut pagajen du selv må bygge
Til top