En ganske almindelig reparation af en vingepagaj er temmelig omfattende, idet man bliver nød til delvist at indstøbe bladets ene side i en gipsform før skaden slibes væk, så det kan sættes rigtigt sammen under støbningen. Forudsat man altså vil have to ens blade efter reparationen. En meget »klog« mand fortalte mig engang, at man da heldigvis bare kunne tage en afstøbning af det andet blad, for at være på den sikre side. Du kan sikkert selv regne ud hvorfor det ikke kan lade sig gøre, og ellers er du lige så klog som ham, og det er bare ærgerligt.
Se tegning herunder.
Nedslibningen tager sigte på to ting. Dels at fjerne ødelagte fibre og løs lim. Dels at skærpe, spidse, kanterne på resten af bladet, så man kan få så stor en flade som mulig at lime nyt materiale på. De gule flader, på tegningen herunder, er nyt materiale.
Der lægges ca. 20 lag ultratynd, vævet glasfiber på hver side af bladet under støbningen, som foregår i flere omgange. Først slibes og støbes siden modsat gipsformen, indersiden.
Glasfiber-vævet højst 100 gram pr. m2, og gerne vævet i en forskydelig vævning der kan opsluge bladets kurveform, uden at lave bugtninger. Bemærk det indstøbte brædt, herunder, som holder formen stiv, og modvirker at formen knækkes eller forrykkes ved slag og lign. Det tilrådes i øvrigt at pagajen er fastspændt under både slibning og støbning.
Forsigtighed tilrådes når formen skal tages af. Nogen gange hænger den godt fast.
Pagajbladets yderside kan smøres med slipvoks, før gipsformen lægges på, for at lette arbejdet med at få formen af efter endt støbning.
Når støbningen på indersiden er hærdet op, fjernes formen, og slibning og støbning gentages på den anden side.
Der startes i begge sider, med et par store stykker, som dækker hele hullet og de skråt tilspidsede kanter.
Derefter fortsættes med mindre stykker, som gradvis gøres større, så de efterhånden fylder hullet jævnt ud.
Gradvist øges lappernes størrelse, således at de for hvert lag rager passende ud over det underliggende lag, indtil hullet er fyldt op.
De yderste lag som lægges på i hver side tilrettes så man kan genskabe bladets form. Da bladets yderside, den side som vender fremad under roning, oftest buer i samme retning, afsluttes der med en serie lapper som bliver mindre og mindre, for at bygge ud til pagajens endelige runding.
Når alle lapper er lagt på, sættes støbningen under pres, for at opsuge overflødig polyester. Husk, der skal være så mange fibre som muligt i så lidt lim som muligt, for at sikre den stærkest mulige støbning.
Derefter slibes bladet, så man opnår den endelige runding. Den forhåbentlig stadig hele gipsform, fra ydersiden, som blev brugt under slibning og støbning fra indersiden, kan bruges for at tilrette den perfekte pasform, eventuelt gennemskåret for at gøre det nemmere at se rundingen, på ydersiden. Indersidens runding må man måle sig frem til.
Polyesterlim klistrer og suger vand, så derfor lakeres bladet før det bruges, med en topcoat af polyester iblandet en voks, og eventuelt et farvepigment.
Bingo
Så nemt er det at reparere en hærget wingpagaj. Det tager 8 timer, og ville koste meget mere end en ny pagaj, hvis vi ikke gjorde dets selv.
Lad fremover kun fabrikationsfejl ødelægge din pagaj.